1332 – 1340
Aldrig
har Danmark været sin undergang nærmere end i disse lovløshedens dage,
og aldrig har vort folk haft værre kår, end da det sukkede under de
tyske grevers åg. Tilstanden er skildret i følgende linier: ”Ravnen i
Skove, og Ulven på Hede, Herrer vi havde af Himmelens Vrede, mens
Tyskerne reves om Danmark”.
Kristoffer den Anden efterlod sig to sønner, Otto og Valdemar. Otto
prøvede på at vinde riget tilbage, og det kom til et slag mellem ham
og Grev Gerhard på Taphede i nærheden af Viborg; men Grev Gerhard
vandt sejr, og Prins Otto blev taget til fange og sat i fængsel, og
måtte hensukke sine ungdomsår i Segeberg Slotstårn.
Den yngste søn, Valdemar, var landflygtig i Tyskland. Skåningerne blev
kede af at høre til det splittede, underkuede danske folk, og de gik
til Sveriges konge og bad om at komme under hans vælde, og han tog mod
dem såvel som mod Blekingerne og Hallandsfarerne og gav Grev Johan
penge for dem. Sagtens ville de øvrige Danske gerne have fulgt
eksemplet, om de havde vidst, hvor de kunne søge hen og finde
beskyttelse.
I otte år havde Danmark nu ingen konge; men Grev Gerhard d 3. og Grev
Johan og deres tyske hjælpere rådede i Landet, og det var et strengt
herredømme, de førte. Især blev Jyderne hårdt behandlet af Grev
Gerhard, hvem de på grund af hans skaldede hoved kaldte Den Kullede
Greve og Gerhard Den Store. Grev Gert af Holsten huserede med Jyderne,
og han arbejdede ligefrem på at gøre dem til Tyskere, og han pålagde
dem de mest ublu skatter, som uden nåde og barmhjertighed blev
inddrevet af hans tyske bødler. Til sidst syntes de da, at det ikke
længere var til at udholde, og hist og her begyndte de at gøre
modstand og vise tegn til oprør.
Så hvervede Greven en tysk lejehær på 11.000 mand, og med den drog han
op i Jylland for at dæmpe den ulmende oprørslyst. Selv lagde han sig
ind i Randers med 4.000 mand; de øvrige fordelte han rundt omkring på
Halvøen, hvor de skændte og brændte og røvede og plyndrede på den mest
grusomme måde.
I Danmarks store nød fremstod den
jyske herremand Niels Ebbesen fra Nørreris (Norring Riis), Foldby
sogn, et par mile nordvest for Aarhus, - og Niels frelste sit land af
Tyskernes vold.
Niels Ebbesen var af Strangesønnernes æt og ejede store godser i Thy
og de egne. Han var Aarhus-bispens væbner og forvalter af dennes
gårdsted med omkringliggende bøndergods i Norring. Grev Gerhard havde
fået mange af den danske adel over på sit parti; Niels Ebbesen ville
han også gerne vinde, og på sit hærgende togt op gennem Jylland var
Grev Gerhard nået til Randers, hvor hen stævnede Niels Ebbesen til sig
og forlangte, at han skulle gå i hans tjeneste.
Niels har efter grevens indbydelse forladt Norring Riis allerede den
28. marts og er redet til Clausholm, der ejedes af Offa Nielsen
Panter. Niels Ebbesen tog mod Indbydelsen og kom. Samtalen fandt sted
"norden på Randers Strand". Altså sønder for byen, men nord for
Gudenå. I begyndelsen snakkede Greven sødt og venligt til ham og
gjorde store løfter om magt og rigdom; men da han alligevel ikke kunne
få ham til at holde med sig, blev han vred og truede med at lade ham
hænge, hvis han ikke rømmede ud af Landet. Men Niels Ebbesen svarede:
”I kan hænge Tyve og Skælmer, men jeg rømmer ikke ud af Landet fra
Hustru og Børn”. Derpå kastede han sin handske til Greven og erklærede
åbent, at han betragtede ham som sit fædrelands fjende og ville dræbe
ham, hvor som helst han traf ham.
”Jeg kommer snart igen !” sagde Niels, da han forlod Grev Gerhard.
Følgen deraf var, at Greven dømte ham fredløs, og var Niels ikke ude
af Landet, før ugen var omme, skulle han blive hængt. Efter mødet med
Grev Gerhard drog Niels bort fra Randers mod øst til bispegården i
Østrup og straks over Clausholm hjem til Norring Riis. Ved at lægge
sin rejserute over Clausholm, opnår Niels Ebbesen kontakt med ejeren
af Nielstrup Vandmølle ved bostedet overfor Randers. Ydermere kunne
han på sin videre færd mod Uggelhuse færge lige over for Østrup
Bispegård holde ind hos Everstenerne i Virring.
Disse, der siden er blevet kaldt Eberstein, har gennem mange år varet
den danske konges tro riddere, og de var i slægt med Strangesønnerne
(Niels Ebbesens æt). Men to dage senere, natten mellem den 1. og den
2. april 1340 (Judica nat), red Niels Ebbesen atter ad Randers til,
ledsaget af henved 60 mænd, der alle ligesom han var rede til at vove
livet for at dræbe Danmarks tyran: Den Kullede Greve. Niels Ebbesens
hjælpere har måske været bispens folk fra Østrup.
Han følger den gamle Skanderborg landevej over Foldby, Hadsten, Galten
indtil Sdr. Borup. Fra dette punkt fortsatte den gamle rejsevej ligeud
mod Vorup by og igennem denne og ad vejen til Vorupkjær nede ved
Gudenåen. Den sidste ende af vejen her, hedder i dag Høvejen (Hovvejen).
I Fruerlund Skov vest for Nielstrup broen bandt de deres heste, og
Niels Ebbesens søstersøn, den unge Svend Trøst, blev tilbage ved
Randers Bro for at løsne broplankerne. Ved broen syd for henlå på den
tid Nielstrup Vandmølle samt Nielsstrup Kirke. Et betydningsfuldt
overgangssted med brofogeder og andet personale der tilhørte Clausholm
Gods.
Men inde i Randers lå Grev Gerhard med 4.000 mand. Niels og hans følge
gik ivrige til byen, og trængte med magt ind i slottet, hvor de dræbte
Grev Gerhard i hans sovekammer. Nu kom de tyske soldater på benene, og
Niels Ebbesen måtte trække sig tilbage med sin lille skare. Det så ud
til, at det ville blive umuligt at komme ud af byen; men dog lykkedes
det.
Efter en heftig kamp på gaden, i hvilken flere faldt, nåede Niels
Ebbesen og hans mænd broen, og der kastede Svend Trøst de løsnede
planker i vandet, for at Tyskerne ikke så hurtigt skulle komme efter
dem, og således lykkedes det dem at slippe bort. De har sikkert valgt
at ride 2-3 mand sammen, thi der fandtes mindst fire tusinde
holstenske landsknægte i alarmberedskab. Et af versene i den gamle
folkevise om Niels Ebbesen siger os, at selv den fattigste gerne ville
vise sin taknemmelighed til Danmarks befriere. ”Niels Ebbesen gæsted
en Kærling god; hun havde ikkun to Leve, det ene gav hun Niels
Ebbesen, for han vog den kullede Greve”.
Med Niels Ebbesens dåd begyndte det atter at lyse over
Danmark. At det dristige vovestykke var lykkedes så godt, gav Jyderne
mod; de samledes i skare om helten fra Nørreris og begyndte at drive
Tyskerne ud. Mangen Tysker matte lægge sine ben på den jydske hede, og
i spredte i hobe drog Grevens hær mod syd. Hele sommeren igennem stod
denne kamp; thi da Tyskerne ikke længere kunne holde sig i åben mark,
havde de endnu adskillige borge i deres besiddelse.
|